Et nedslag. En scene. Et øjeblik.
”Det er i dag, at bjørnene vågner”, siger Olle. ”Hvad mener du?”, spørger jeg forundret. Olle og jeg er sakket lidt bagud. Vi har gået og talt. Om litteratur, musik, kunst. De andre er blevet til smukke farverige knolde, der langsomt bevæger sig ind gennem dalen. Terrænet stiger. Vi har de sidste minutter gået og drøftet om vi skal skifte de korte skind ud med de lange? Et af dagens vidunderlig komplekse, komplicerede og befriende lette spørgsmål. Olle klikker pulken af. Det samme gør jeg. Stiller skiene i sneen. Finder de lange skind frem.
Vi befinder os i Sarek Nationalpark, i Sapmi i det nordligste Sverige tæt ind til Norge. Tæt på os, mod øst ligger det store fjeldmassiv Akka. På samisk betyder det den gamle dame. Hun står med sin takkede krone som Sareks dronning og kigger over på bjerget Nijak, på den anden side af dalen, der med sin flere hundrede meter næsten lodrette fjeldside efterlader os underdanige. Ydmyge over at få lov at være her, klikker vi skiene på og går efter andre de andre.
Olle, den stilfærdige kunstner og maler har frabedt sig, at vi på noget tidspunkt taler om krig og konflikt rundt om i verden. Han råber op, hvis en af os andre bryder kodekset. Han vil ikke have ondskaben ind i Sarek. Det må ikke sprede sin råddenskab herinde og spolere det, som vi har sammen, mener han. Han har overbevist mig. Jeg er enig. Det ville forstyrre dalenes guder. Det ville være en fornærmelse, at bruge vores opmærksomhed på sådanne ting.
”Det er den 16. april i dag. Det er i dag bjørnene vågner. Det siger mine samiske venner altid”, fortsætter Olle. Jeg griner. ”Tror du vi får set én?”, spørger jeg. ”Måske”, svarer han. ”Jamen, jeg troede Bjørnene var vandret længere sydpå. At der ikke længere var så mange heroppe”, svarede jeg. ”Det er det, de vil have os til at tro”, svarede Olle.
