Nedenfor har vi samlet de daglige dagbogsopslag fra hver etape, hvis du synes det kunne være interessant at læse højdepunkterne fra deres tur og få et indblik i, hvordan deres tur er gået.
Du kan også læse meget mere og se billeder fra turen på deres Facebook her eller på deres hjemmeside her
Dagbog dag 1: Rigshospitalet – Maribo (147 km)
Endelig oprandt dagen. Efter to års corona-tørke kunne Rigshospitalets Team Rynkeby-hold endelig begynde turen mod Paris.
En flot og rørende optakt på selve Rigshospitalet med sang, musik og taler ventede før hele fem hold blev sendt afsted under stor festivitas. Kortege-kørslen ud af byen blev overstået i fin form, om end det tog lang tid, før de fem hold splittede op ved Mosede Fort.
Turen til Maribo blev præget af kraftig sidevind, der særligt på Storstrømsbroen og hen over Lolland vakte udfordringer. Selv om etapen i dag ”kun” var på 147 km. er turen blandt de garvede Rynkere altid lidt frygtet, for Lollands flade landskab absolut intet ly giver for vinden – og når der tilmed blæste en halv pelikan som i dag, skulle der arbejdes i front for at føre holdet frem til Hotel Søpark i Maribo.
Vi blæste imidlertid billedligt talt på vinden, og humøret var højt. Kun en enkelt punktering og en enkelt kædedefekt blev det til. Og derfor var der god tid til at nyde det flotte landskab hen over Stevns, ned til Præstø, forbi Vordingborg, hen over Storstrømsbroen mod Sakskøbing og Maribo.
Vores fantastiske serviceteam forkælede os med frokost ved den flotte Tureby Kirke.
I morgen cykler vi først til Rødby og tager færgen til Puttgarden. Herefter venter der 161 km til Reinbek.
Dagbog dag 2: Maribo – Rødby (18 km) og Puttgarten – Reinbek (161 km)
Vi ryttere fra Rynkeby Riget ligner langt fra de afpillede mænd i lycra, der i øjeblikket suser rundt på de franske landeveje i Tour de France. Og vi er langt fra lige så hurtige som Progacar, Vingegaard og alle de andre – men alligevel var dagens etape fra Maribo til Hotel Sachsenwald øst for Hamborg noget af en kongeetape. De hårde kaptajner, Trine og Ida, var skrappe allerede fra morgenstunden. Vi skulle være på cyklerne i Maribo allerede kl. 7.00, fordi vi skulle nå færgen i Rødby. De 18 km fra Maribo til Rødby blev rullet hurtigt og uden problemer. Det var et imponerende syn ved færgelejet, da flere hundrede Rynkeby-cykler skulle med, men Rynkeby Riget kom naturligvis først med færgen.
For mange Rynkeby-ryttere begynder turen først for alvor, når vi kommer ind i Tyskland, men vi fik noget af en dramatisk debut på de tyske veje. Vi havde dårligt cyklet en kilometer, før et større styrt ramte os. Heldigvis slap vi med et par forslåede knæ og nogle hudafskrabninger – i sig selv er det alvorligt nok - men det kunne have gået meget værre, når man ligger så tæt på smalle veje. En enkelt af rytterne sad efter styrtet i ledsagerbil indtil næste pause, men herefter var hun frisk nok til igen at trampe løs. Respekt for det gå-på-mod !!
Vi blev i Tyskland hurtigt ført ind på krogede skovveje og cykelstier, hvor der ganske vist var stigninger – men alligevel ikke værre stigninger, end at vi alle fint kunne være med.
Eneste minus ved de mange kilometer på cykel i Tyskland er, at det er åbenlyst, at pengene på infrastrukturen i Tyskland ikke bliver brugt på de mindre veje, men derimod på vedligeholdelsen af Autobahn. So – bitte <bundeskanzler Scholz – husk nu at brug lidt euro på at udbedre de alt for mange huller i vejene.
Serviceholdet havde kreeret en lækker frokost ved Grosser Pönitzer-søen med kartoffelsalat, lune frikadeller og dessert bestående af koldskål og jordbær. For enkelte kan det dog være en udfordring med de mange lækkerier, fordi Mogens så sikkert som Amen i kirken har lagt en stigning umiddelbart efter frokost – bare lige sådan at komme i gang på efter pausen.
I alt var turen i dag på 179 km. Heraf var de 161 km i Tyskland, der sluttede med ankomst til Hotel Sachenswald i Reinbek, hvor vi først var fremme efter kl. 18.00. Vi blev igen noget udfordret af vejret. En barsk sidevind plagede os meget af dagen, men til gengæld kunne vi glæde os over en dejlig og alsidig rute kreeret af Mogens, der førte os gennem et flot landskab med bølgende bakker, modne marker og idylliske skove. Og når vi samtidig er så heldige at have et fremragende servicehold, der disker op med lækkerier – ja, så var det ganske enkelt en KONGE-dag !!
I morgen venter endnu en lang dag. 181 km fra Reinbek til Barnstorf lyder menuen på.
Dagbog dag 3: Reinbek – Barnstorf (181 km)
Flere af os fra Team Rynkeby Riget fylder vores lycra så rigeligt ud – vi kunne selvfølgelig hævde, at vores cykeltøj er skrumpet i vask eller købt i en for lille størrelse, men det vil være at gå lidt for meget på kompromis med sandheden. Alligevel er vi, hele holdet, hamrende seje. 181 km blev i dag besejret på fineste vis, da vi cyklede fra Reinbek, lige uden for Hamborg, til Barnstorf, der ikke er langt væk fra Bremen.
Søndagens dramatik med et stort styrt med mindre knubs til følge blev i dag afløst af en flot og rolig tur, hvor et enkelt fuldstændigt udramatisk styrt (uden skade) viste, at vi i den grad godt kan finde ud af at køre på cykel og samtidig have det sjovt.
Vi fik allernådigst lov til at sove en halv time længere i dag, og derfor var vi ”først” på cyklerne 7.30. Nogle få km. senere tog vi den lille færge, der sejlede hen over Elben. Smuk og idyllisk tur – men idyllen blev hurtigt vendt til eftertænksomhed, da vi gjorde holdt ved Neuengamme, der fungerede som koncentrationslejr under 2. Verdenskrig. At noget så ekstremt kunne foregå så tæt på Danmark manede til eftertanke og perspektiv, da vi igen satte os på cyklerne.
Mogens havde som sædvanligt kreeret en rute, der både var flot og varieret. Vi cykler sjældent på de store landeveje, hvor nogle af de andre cykelhold ellers kommer blæsende på, fordi det også er en del af turen, at se et anderledes landskab, som ikke ser fra de større veje.
Der blev i feltet talt meget om de tilsyneladende endeløse majs-marker, den markante lugt fra både grise og køer samt den tyske byggestil med store og meget kompakte huse. Alt sammen oplevelser, der gør, at anstrengelserne på cyklen er til at leve med.
Når der bliver trådt hårdt i pedalerne i mange timer i træk, stiger lysten til at spise ekspotentielt. Og der bliver brugt meget tid på at gætte på, hvad mon serviceholdet kunne finde på at servere til frokost i dag. Og igen i dag blev vi ikke skuffede – de mest fantastiske burritos med guacamole gjorde, at humøret steg endnu et par grader.
Selvfølgelig bliver man mør i måsen efter så lange cykeldage, men det bliver hurtigt glemt. Og i dag formåede vi tilmed konsekvent at cykle fra et lokalt regnvejr, der ellers gjorde vejene våde, men vi fik ikke mere end et par dråber vand. Og uden større piveri ankom vi til Hotel Roshop i Barnstorf – et hotel, der tilmed kunne lokke med swimmingpool.
Det er lidt tankevækkende, at vi nu allerede i alt har cyklet mere end 500 km siden vi i lørdags vinkede farvel til familie og venner på Rigshospitalet i København. I morgen venter ugens længste tur, 205 km fra Barnstorf til Wesel. Det klarer vi selvfølgelig også fint, selv om varmen i den grad skulle kunne begynde at kunne mærkes fra om eftermiddagen.
Dagbog dag 4: Barnstorf – Wesel (205 km)
Det er en af de dage, vi altid vil huske – og som vi skal prale med overfor vores børnebørn. 205 km på en cykel er i virkeligheden naturstridigt for en flok glade amatører, fordi du sidder på en sadel fra tidlig morgen til klokken 18 om aftenen. Alligevel klarede vi turen i fin stil uden synderlig piveri, og vi var – igen i dag – heldigvis forskånet for større uheld.
Allerede kl. 7.30 lød fløjten som tegn på afgang fra Barnstrorf. De første 20-30 km var en udfordring, igen kunne vi bande højlydt over de tyske cykelstier, der dels er meget smalle – men endnu værre: der er masser af huller i cykelstierne, så hvis du ikke har et øje på hver finger, kan du hurtigt komme i problemer.
Heldigvis blev både cykelstier og vejene markant bedre i løbet af formiddagen. Og humøret fik endnu et tak opad, da solen begyndte at melde sin varme ankomst.
Rutefører Mogens havde igen kreeret en flot rute gennem det smukke tyske landskab. Flere andre Rynkeby-hold bruger motorcykel-eskorte således, at de hurtigt kan komme afsted på de tyske landeveje. Rynkeby Riget kører i stedet på små veje og cykelstier, og derfor får vi unikke naturoplevelser – det er ikke altid, det lugter lige godt, når vi kører forbi en stor mødding, men hellere det end at kører på kønsløse veje.
Blandt højdepunkterne i dag var en 14 kilometer lang tur på Radbahn Münsterland – en nedlagt jernbanestrækning, hvor der nu er etableret cykelsti. Det var så smukt, at det et øjeblik slet ikke gjorde ondt i numsen, nakken, tæerne, knæ eller hvor vi nu ellers kan mærke de fire dages strabadser.
Serviceholdet tog fusen på os ved at arrangere Paris-tema, da vi efter 105 km skulle have frokost. Der var både strømpebånd og moustache, men samtidig blev der serveret den mest fantastiske mad – ufatteligt at serviceholdet kan gøre det igen og igen.
Det kan og skal ikke skjules, at det var en rigtig lang dag på cyklen i dag. Og vi er slidte og trætte, men humøret er stadig højt. Vi er naturligvis vidt forskellige, når vi kæmper ude på cyklen, mange foretrækker at gå i en slags zen-mode, hvor de stille og roligt bearbejder indtrykkene samtidig med, at de æder kilometer efter kilometer. Andre snakker i et væk og fortæller den samme historie om en opskrift på pasta med salvie og chili til alle, der kommer til at sidde i nærheden af vedkommende. Sådan er det – forskellighed gør stærk, og derfor skal vi nok nå til Paris i fin form.
Efter dagens etape har vi cyklet mere end 700 km siden afgangen fra Rigshospitalet i lørdags. Det betyder, at vi er mere end halvvejs til Paris. I morgen skal vi køre 174 km til Liege i Belgien.
Dagbog dag 5: Wesel – Liege (169 km)
Der er ingen grund til at skjule det – vi er ved at være noget slidte, men det tror da pokker efter mere end 850 km i sadlen siden, vi begyndte cykelturen mod Paris i lørdags fra Rigshospitalet. Alligevel var det i dag igen en flot tur gennem tre lande – Tyskland, Holland og Belgien – som rutefører Mogens havde kreeret.
Efter en smule morgengymnastik kom vi afsted. Den sædvanlige udfordring med de elendige cykelstier i de tyske byer blev forholdsvis hurtigt overstået, og pludselig var vi i Holland. Selv om der ikke længere er hverken grænsekontrol eller betjente ved grænsen, var det tydeligt, at landskabet havde ændret sig. Vi cyklede langs store floder som Maasfloden, krydsede mange kanaler via større eller mindre broer og så dæmningerne i aktion. Igen kunne vi glæde os over, at vi ikke som andre Rynkeby-hold har motorcykeleskorte til at komme hurtigst muligt frem langs større veje, men kommer helt tæt ind på de store naturoplevelser.
Efter lækker frokost, som vores uforlignelige servicehold havde serveret ved Maasfloden, ramte varmen os hårdt. Det var som om, at en eller anden havde skruet på den pære oppe i himlen, som de kalder solen og givet den fuld blus. Til enhver tid vil vi foretrække at cykle i sol fremfor regn, så ingen klynk herfra, men alligevel kan det også være benhårdt at cykle i 30 graders varme. Og frem til kaffepausen ved den flotte gamle mølle – Sint Hubertusmolen – led vi alle i varmen. Masser af væske, kage og andet godt betød, at vi fik noget at arbejde med de sidste 40 km frem mod vores hotel i Liege, om end de sidste syv-otte km gennem et totalt kaotisk Liege ikke var for sarte sjæle.
Som nævnt er vi nu ved at være godt brugt. Et af de helt store samtaleemne blandt rytterne er ømme numser i forskellige variationer. Fordi langt de fleste arbejder enten på Riget eller i sundhedssektoren, er omgangstonen forholdsfri, og man er vant til at kalde en spade for en spade. I hvert fald er der absolut ingen, der løfter et øjenbryn, når en cykelkollega medfølende spørger om, ”hvordan det går med numsen”.
Det er helt sikkert ikke en omgangstone, der egner sig til Emma Gads ”Takt og Tone”, men det er en helt naturlig del af hverdagen på cykelholdet. Og de fleste af os ligner da også en mellemting fra Monty Pythons ”Ministerium for Gakkede Gangarter” eller en fødegang. For at få kål på vores baviannumser bliver der uddelt alverdens salver, og der er mange gode råd, som flyver hen over cykelstyret eller middagsbordet, når vi taler om det bogstavligt talt meget følsomme emne.
I morgen venter en at turens store oplevelser, nemlig Mur de Huy. En bakke med en markant stigningsprocent og hvor alle Rynkeby-hold traditionelt mødes om torsdagen.
Det bliver sjovt 😊
Dagbog dag 6: Liege – Sedan (161 km)
Vores to kaptajner, Trine og Ida, er udover at være skrappe, normalt også et par meget kloge damer – men på et område er de gået grueligt galt i byen.
Lige siden vores første træningsture på få km i begyndelsen af marts har vi råbt ”Huy” hver gang vi ramte blot en lille knold i det nordsjællandske landskab. Men kaptajnerne har slået hårdt ned på den lidt dårlige joke, fordi de mente, at det ville være med til at frygte den berømte mur i Belgien endnu mere. Men det nytter som bekendt ikke at undertrykke en folkestemning, så i stedet er Huy i det skjulte nærmest blevet en manisk besættelse for os.
I dag var det så dagen, at vi skulle forsøge at cykle op ad Mur de Huy, der med blot omkring 1200 meter ikke er verdens længste stigning, men til gengæld er der stigningsprocenter omkring de 25 pct. på enkelte dele af bakken.
Vi lagde ud fra hotellet i Liege kl. 7.30, igennem den mildt sagt kaotiske by og efter ca. 30 km var vi fremme ved Huy. De fleste af os var dybt koncentrerede, enkelte tømte vandflaskerne for ikke at have for meget vægt op over bakken og andre spiste geler i et sidste forsøg på at få flere kræfter.
Langt de fleste klarede at komme op over Huy i fin stil, andre var nødt til at klikke ud et eller andet sted på stigningen, men for alle gjaldt det, at de gjorde det bedste, som de kunne. Nogle af de lidt ældre og velpolstrede deltagere, der fylder lycraen så rigeligt ud, fnyste lidt af de unge, som havde betydeligt lettere ved anstrengelserne, men sådan er det på et ethvert hold – der vil altid være nogen, som kommer nemmere til det end andre. Desværre havde vi også et uheld på Huy, da en af vores deltagere slog sin ene albue, da hun skulle klikke ud. Det betød en tur på hospitalet for røntgenbillede og undersøgelse. Heldigvis er det skattede medlem af gruppen nu kommet frem til hotellet, hvor vi bor i nat (de pårørende er blevet underrettet).
Efter Huy og det store kaos, der altid hersker ved denne bakke, hvor en masse Rynke-ryttere kommer på samme tid, kørte vi ud i det flotte belgiske landskab. De belgiske byer virker generelt til at være totalt kaotiske, men landskabet er flot og varieret.
Dagens store overraskelse stod vores uforlignelige servicehold for. I stegende hede havde de dækket op til julemenu – det lyder grænseoverskridende at spise flæskesteg med rødkål og sværd i 30 graders varme. Og det blev tilmed suppleret af risalamande – og det er naturligvis heller ikke hverdagskost at spise julemenu i juli måned i Belgien i 30 graders varme, men hvad gør det, når det smager fantastisk. Stor tak igen til serviceholdet, der ikke alene passer godt på os på alle niveauer, men samtidig også skal lade de elbiler op, som gør, at Team Rynkeby Riget kun kører med elbiler og dermed bidrager til en mere bæredygtig fremtid.
Varmen blev ved med at stige i løbet af eftermiddagen. Igen skal det understreges, at vi klart foretrækker solskin fremfor regnvejr (som vi også har prøvet), men den trykkende hede betød, at det blev mere og mere vanskeligt for flere at deltagerne. Et par enkelte måtte en tur ind i servicebilerne, og resten af feltet holdt flere pauser end normalt samtidig med, at vi sørgede for at drikke ekstreme mængder af vand og alverdens sportsdrikke.
Til trods for udfordringerne med varmen var det en fantastisk flot tur. Nedkørslen fra Ardennerne (hvor Hitler som bekendt gjorde et sidste desperat forsøg på at vinde 2. Verdenskrig) kan ikke opdrives smukkere, og endelig – kl. 19.30 – kom vi frem til vores hotel i Sedan i Frankrig.
I morgen får vi fornøjelsen at bevæge os ud i det område i Frankrig, hvor langt hovedparten af champagne-produktionen finder sted. Det bliver en lang tur, 193 km i alt, før vi kommer frem til hotellet i Chateau-Thierry.
Dagbog dag 7: Sedan – Chateau-Thierry (198 km)
Ganske vist vandt Mads Pedersen dagens etape i Tour de France, og Jonas Vinggaard har stadig den gule førertrøje – men de to er altså ikke de eneste cykelryttere i Frankrig i disse dage.
De gulklædte Rynkeby-ryttere fra Rigshospitalet fører sig også frem på de franske landeveje. Nok buler lycraen ud de forkerte steder hos mange af os, men vi synes selv, at vi har en flot stil – og vi har det i hvert fald sjovt.
Dagens etape er altid udråbt som et af højdepunkterne, når der skal køres til Paris, fordi vi skulle krydse det fantastiske Champagne-distrikt i Frankrig, hvor nogle af verdens bedste og dyreste champagner bliver produceret. Og det være sagt med det samme – vi blev ikke snydt. Vi fik en naturoplevelse, som vi forhåbentlig vil og kan huske mange år frem. Og samtidig var vi begunstiget med solskin hele dagen uden at det for alvor blev trykkende varmt.
Vi kom afsted til sædvanlig tid, lige omkring kl 7.30, men i modsætning til de fleste andre dage, kunne vi køre hurtigt allerede fra morgenstunden, fordi vi ikke boede i en by. Det gik i særdeles rask tempo de første godt 100 km, asfalten var fremragende, vi havde en let vind med os – det var lige før, at vi følte os som Tour de France-stjerner, fordi vi buldrede bare derudad, alt imens vi blev helt høje i kasketten over det flotte landskab.
Det gik faktisk så hurtigt, at vores elskede serviceteam ikke var helt på plads med frokosten, da vi ankom efter 110 km. Men der gik ikke mange minutter, før vi blev forkælet med indisk mad og intet mindre end pomfritter – noget, som flere af os havde haft hallucinationer om i flere dage.
Efter frokost ramte vi for alvor Champagne-regionen, som er så smuk, at du næsten glemmer at cykle, fordi du har så travlt med at kigge på de grønne marker med druer, der bugter sig op og ned ad bakkerne i det fantastiske område. Du bliver ganske enkelt glad i låget af at være i området.
Vi havde aftalt at kigge forbi Yvonne Seier, der er begyndt at producere champagne under mærket ”Les cinq filles” i byen Le-Mesnil-sur-Oger. Yvonne Seier er platinsponsor hos Team Rynkeby, og hun har cyklet en del med vores hold i foråret. Vi var inviteret til champagne med kager, og andre forfriskninger i en skyggefuld gårdhave i byen med superb udsigt til markerne med champagne-druer. Der var udstedt strenge ordrer fra vores kaptajner om, at vi kunne måtte nippe til champagnen, fordi vi jo skulle ud at cykle næsten 60 km bagefter, men det vi fik nippet til smagte superb – og der vil blive taget revanche, når vi ankommer til Paris.
Det gik lidt tungere med at cykle efter besøget hos Yvonne Seier. Asfalten blev dårligere, eftermiddagssolen ramte os som en hammer, og de mange timer i sadlen begyndte at sætte sine spor. Særligt en lang stigning på mere end fem km – som tilmed ikke fremgik af de ellers så avancerede cykelcomputere – var benhård, og vi var godt møre.
Alle kom dog godt over den sidste forhindring, og vi kunne nemt rulle ned til byen Chateau-Thierry, hvor vi bor i nat. Vi ankom ikke før 19.30 til hotellet, men alle var enige om, at det bliver ikke meget bedre end denne cykeltur, hvor sol, vind, landskaber og ingen uheld af betydning var en fremragende cocktail.
I morgen slutter vi turen af med en ca. 100 km tur ind til Paris.
Dagbog dag 8: Chateau – Thierry – Paris (102 Km). Rundtur i Paris til hotellet (17 km)
En tur på ”kun” 102 km fra vores hotel til den store fælles Rynkeby-velkomst i Paris var mildt sagt barnemad for de ellers så slidte cykelben. Et par enkelte stigninger nev lidt i benene og lungerne, men alle kom fint med over bakkerne.
Det er altid et gigantisk show, når flere tusinde Rynkeby-ryttere fra flere lande mødes med deres pårørende og venner i parken Praire de Cercle Sud i Paris. Ca. 20 km før hoppede vi af cyklerne og iførte os grønt tyl-stof. En påmindelse om, at Team Riget er det grønne hold, der bruger elbiler, prioriterer genbrug og meget andet – men samtidig er vi dog så store livsnydere, at vi godt kan lide de grønne flasker
Det er rørende at cykle ind i den store park, hvor der er arrangeret æresrunde, og alle står og klapper. Flere kneb en lille tåre, fordi det symboliserede i den grad, at det var sidste dag med kliken (Team Rynkeby Riget), som alle har brugt så meget tid med de sidste måneder – og den sidste uge har vi været sammen minimum 16-17 timer i døgnet.
Efter champagne, chokolade og andet lækkert, som serviceholdet havde tryllet frem, skulle vi naturligvis en tur rundt i Paris. Ingen kan jo tage hjem uden at have været forbi Triumfbuen og Eiffeltårnet, vi poserede for de obligatoriske fotos for familien og vennerne – og herefter kom vi frem til hotellet. En hurtig omklædning, forhåbentligt et bad til alle – og så skal vi ud at spise afskedsmiddag.
Nogle få overordnede reflektioner over en uge, der både har været benhård – men samtidig nogle dage, som vi aldrig vil glemme:
- Team Rynkeby Riget samlede i denne sæson næsten en million kroner ind til den forskning, der skal hjælpe kræftramte børn. Det er rekord – godt gået!!
- Det er umuligt at takke service-teamet og mekanikerholdet nok. Vi andre ryttere var absolut intet, hvis det ikke var for dem, der knokler løs for at hjælpe os med at få en god tur.
- Vi havde en fantastisk tur med sublimt vejr. De sidste par dage blev vi noget ramt af varmen, men hellere det end strid modvind og regn, som vi også har prøvet.
- Det var en udfordring, at vi flere dage kom meget, meget sent hjem til hotellet. Et par dage var klokken omkring 19.30, før vi var hjemme efter næsten 12 timer i sadlen. Årsagerne var en cocktail at uheld, manglende disciplin hos os ved pauser og den kendsgerning, at vi nok af og til cyklede en cru for langsomt.
- Røde numser var et stort problem på store dele af turen. På et tidspunkt begyndte vi at kalde os selv for bavianholdet – vi havde alverdens cremer til rådighed, men vi led mere af røde og ømme numser i år end tidligere. Hvad årsagen til dette er uvis, men kan det skyldes bukserne eller ??
- Kæmpe tak til Trine og Ida – vores to kaptajner. Udover at være begunstiget med et suverænt humør, har de i den grad knoklet for, at vi alle kunne få den aha-oplevelse, som vi vil huske resten af livet.
