Da mit sidste barn flyttede hjemmefra, fik jeg en følelse af nyvunden frihed. Jeg kan gøre lige hvad der passer mig og hvornår det passer mig. Med den frihed kom også spørgsmålet: "Er der kun charterferie for mig de næste mange år frem?" Nej, det er nu, jeg skal få realiseret de oplevelser, som jeg ikke fik gjort, da jeg var 20-25 år, som de fleste af mine venner og veninder fik gjort. Jeg er 51 år og har altid været fysisk aktiv, så fysikken er ingen hindring. Mine tre børn synes, det er fedt, at jeg vil ud at opleve verden, og de glæder sig på mine vegne og ser frem til at høre om mine oplevelser. Jeg har givet mig selv en eventyr-ramme på fem år frem. De fem år er, fordi jeg er sikker på, at jeg kan holde mig i relativt god fysisk form i mindst 5 år endnu.
Min første rejse alene
Jeg har ikke tidligere i mit liv, heller ikke da jeg var yngre, rejst alene. Derfor var denne rejse ikke kun en fysisk rejse, men også en rejse i at opleve mig selv alene ude i verden på egen hånd. Tanken om at bestige bjerge og vandre i bjergene har altid fascineret mig. Jeg har ivrigt fulgt med i mange programmer, læst bøger og fulgt med på sociale medier om sne, ski og bjergbestigning. Derfor blev et af mine første mål også et bjerg. Jeg havde et par bjerge i tankerne: Kilimanjaro i Tanzania, Mera Peak i Nepal og Mont Blanc i Frankrig, hvoraf det sidste blev min start. Jeg valgte Mont Blanc, fordi det ligger i Europa, og fordi turens varighed er en uge. Der var også overvejelser omkring højdesyge og afstanden hjemmefra, da jeg skulle rejse alene for første gang.
Den 14. september 2022 bookede jeg turen gennem 'MontBlancGuides' med afrejse den 7. juni 2023. Derefter begyndte mine forberedelser, hvilket for mig udgør en stor del af glæden ved at skulle rejse – forventningens glæde.
Dag 1 - Rejsedagen
Efter en lang rejsedag mod lufthavnen i Genève ankom jeg til vores mødested, en hytte - The Castle i Chamonix, Frankrig. Jeg ankom som den sidste af 10 tilmeldte på grund af lidt forsinkelser. De øvrige kursister var tre damer og seks mænd fra henholdsvis Canada, Amerika, England og Tyskland. Jeg blev tildelt et værelse sammen med en sød ung mand ved navn Nick, som var 25 år gammel og fra England.
På den første aften fik vi informationer om, hvad der skulle ske næste dag, og lidt om de efterfølgende dage. Her fik vi også at vide, at den tur, vi skulle ud på næste dag, var en prøve på, om vi kunne komme med på Mont Blanc, eller om rejsebureauet var nødt til at beslutte, at de ikke kunne lade os bestige Mont Blanc. Dette kunne enten være på grund af manglende styrke eller højdesyge.
Dag 2 - Chamonix
Først på dagen kom en guide forbi os alle for at tjekke vores udstyr. Jeg manglede en isøkse, B3-støvler, crampons og en harness (sele). Når alle havde fået det nødvendige udstyr, begav vi os fra Chamonix mod vores mål i Italien, en køretur på cirka to timer.
Vi gjorde os klar til vores første trek op til hytten, hvor vi skulle tilbringe vores første overnatning. Turen op var udfordrende og stejl, en rejse på 3 timer. Undervejs stoppede vi for at drikke vand og fik undervisning i at sætte crampons og harness på. Alle fulgte godt med, og efter at have tilbagelagt 2710 højdemeter ankom vi til Rifugio Federico Chabod-hytten omkring kl. 16.00, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle op kl. 03.30 for at starte dagen tidligt. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der havde svært ved at sove den nat. Jeg formåede måske kun at få 1,5 timers søvn.
Dag 3 – Grand Paradiso
Vi spiste morgenmad kl. 04.00, men jeg spiste ikke noget, da jeg ikke er en morgenmads-spiser. Vi startede vores vandring kl. 05.00, stadig i mørket og med meget koldt vejr. Vi starter med at have hjelm, pandelampe og harness på. Da vi nåede Laveciau-gletsjeren omkring kl. 5.15, stoppede vi for at tage crampons på og binde os sammen med liner. Derefter stoppede vi kun for korte pauser hver halvanden time, og vores udsigt var domineret af snedækkede bjerge så langt øjet rakte. Omkring klokken 8 tog vi en pause for at spise lidt. Jeg var ikke i stand til at spise på grund af maveproblemer, men jeg forsøgte at drikke noget, da jeg var klar over, at dehydrering kunne være en risiko, hvis jeg ikke fik nok væske.
På et tidspunkt begyndte jeg at føle mig dårligere og fik tiltagende kvalme. Da vi stoppede for en pause kl. 12.00, var jeg virkelig dårlig. Jeg trængte til at kaste op, var svimmel, og mine ben føltes som om de var tunge sandsække, jeg næsten ikke kunne løfte. På dette tidspunkt var vi omkring 3700 meters højde, og det første jeg tænker på er, at jeg ikke kan forstå hvorfor jeg er blevet så pludselig træt, og måske det skyldes at jeg ikke var i den fysiske form jeg havde håbet på.
De guider, vi havde med, traf en hurtig beslutning og besluttede, at jeg og to andre kursister skulle vende om og gå ned. Vi blev fulgt ned af Claudio, en meget erfaren og utroligt cool guide fra Italien. Claudio fik os hurtigt sikkert ned. Allerede efter de første 5 minutter følte jeg mig meget bedre. Mine ben var okay, og svimmelheden var aftaget, men kvalmen fortsatte. Claudio forklarede mig på sit gebrokken engelsk, at højdesyge kan påvirke alle, selv fysisk stærke personer. På det tidspunkt var jeg dog bare skuffet og træt af situationen. Vi vendte tilbage til hytten, og jeg gik direkte i seng, hvor jeg faldt i søvn. Jeg vågnede op efter et par timer og hørte, at de andre var kommet tilbage fra toppen af Grand Paradiso. Jeg forsøgte at glæde mig på deres vegne; de var helt opløftede efter deres top-oplevelse. Men jeg følte virkelig, at jeg havde lidt et nederlag. Jeg var kun omkring 300 højdemeter fra toppen af Grand Paradiso, og det gav mig en smule mentalt sammenbrud. Den følelse blev faktisk hos mig i et par dage, selv efter jeg var kommet hjem fra turen. Vi blev og overnattede i hytten på en højde af 2710 meter.
Dag 4 – Tilbage til The Castle
Vi stod op omkring kl. 6.00 og kl. 8.00 begyndte vi nedstigningen fra hytten Rifugio F. Chabod og ned ad bjerget. Mens vi var på vej ned, kom en af guiderne hen til mig og spurgte, om jeg ville med på et andet bjerg. Han fortalte mig, at jeg var fysisk stærk nok til Mont Blanc, og jeg skulle vide, at han havde set mange stærke mænd opgive bjergbestigning allerede ved 2000 højdemeter. Han fortæller at det er individuelt, om man kan tåle højderne . Hvis jeg vil Mont Blanc er det ikke umuligt, jeg skal bare bruge flere dage for at afklimatisere.
Vi ankom tilbage til The Castle omkring kl. 14.00, hvor vi mødtes med alle guiderne og arrangørerne af Mont Blanc-turen. Vi diskuterede mulighederne for os alle, når det kom til at bestige Mont Blanc. Her fik jeg endnu engang at vide, at jeg var fysisk stærk nok til at tage udfordringen op, men på grund af behovet for ekstra dage til akklimatisering, kunne de ikke tage mig med til toppen. De tilbød mig og de to andre en alternativ tur, muligvis til bjergene i Schweiz. Dette vil vi alle tre gerne, og vi fik besked om at være klar kl. 9.00 næste morgen, hvor vi skal mødes med den guide som skal med os.
Efter vores møde var det tid til et efterlæmgtet varmt bad, det første siden onsdag aften. Der var nemlig ingen badefaciliteter på hytten oppe på bjerget, så det var virkelig tiltrængt.
Dag 5 – Ny dag nyt bjerg
Da klokken blev 9 mødtes vi med vores guide, Tim, fra New Zealand. Tim tog et stort kort frem, der dækkede hele Mont Blanc-området. Han foreslog, at vi skulle køre til liften og tage den så langt op som muligt. Herefter skulle vi gå over bjergene og overnatte på Refuge Albert 1 i Frankrig. Hvis vi havde lyst, kunne vi fortsætte næste morgen mod en bjergtop og derefter overnatte i hytten Cabane Trient, beliggende i Schweiz.
Vi tog to lifte mod toppen: først gondolliften Charamillon og derefter stoleliften Col de Balma, som tog os op til cirka 1700 meters højde. Derfra skulle vi gå op til en hytte tæt på grænsen mellem Frankrig og Schweiz, nemlig Refuge Albert 1, som lå i en højde af 2702 meter.
Turen derop er fin og vi gik i et jævnt tempo med pauser undervejs. Den sidste stigning op til hytten var virkelig stejl; det føltes som om, vi gik lodret op. Vi satte hvert skridt hårdt i sneen og hakkede isøksen solidt i sneen for at sikre vores vej op.
Da vi nåede Refuge Albert 1, blev jeg forkælet med det bedste stykke banankage med flødeskum og den bedste kop kaffe, jeg havde fået siden min ankomst til Frankrig den 7. juni. Vi blev tildelt sengepladser i et 12-personers værelse, og da vi var de første, der ankom, fik jeg lov til at vælge min seng først. Jeg nød den smukke udsigt fra min seng. Der var tid til lidt afslapning og nydning af udsigten over gletsjeren. Jeg fik dog kun omkring 1,5 timers søvn den nat, hvilket ikke var optimalt, da en dag med omkring 7-8 timers vandring over gletsjeren ventede os næste dag.
Dag 6 - Vandring til Toppen
Dagen startede kl. 04.00 med morgenmad og kaffe og kl. 5.00 begav vi os afsted over den schweiziske grænse. Planen var at bestige et lille bjerg i 3400 meters højde og derefter gå ned igen for at nå vores overnatningssted. Dagen starter kold, men sneen er god at gå i, bjergene virker helt øde, og kort tid efter vi er gået fra hytten mødte vi ikke flere mennesker på bjergene. Solen brød frem over bjergene, og det blev gradvist meget varmt. Solens stråler bagede ned på os og på sneen, så det var yderst vigtigt at huske solcreme hver gang vi tog pauser. Sneen begyndte at blive blød og tung at gå i, hvilket gjorde vores fremgang langsommere end beregnet. Derfor besluttede vi os for at tage en genvej og rappelle ned over en snedækket revne. Om det i sidste ende sparer os tid, er svært at sige, men vi fik i det mindste en ekstra erfaring med os. Vi tog korte pauser cirka hver halvanden time, og vores handsker var gennemblødte og dryppede af sved. Men vi var nødt til at tage dem på igen, da både sne og klipper slog hårdt mod vores hænder. Efter at have nået toppen i 3400 meters højde, begyndte vi at gå ned igen, og ved 3170 meters højde ankom vi til Cabane Trient-hytten omkring kl. 15.00. Vi fulgte nøje vejrudsigten ved hytten, da der var tegn på større regn og torden i bjergene den efterfølgende dag.
Dag 7 - Nedstigning og tilbage til The Castle
Den syvende dag stod vi op kl. 4.00 og havde afgang kl. 5.00. Endnu en kold morgen byder os velkommen, men sneen er frossen og giver en god overflade at gå på. Heldigvis ser det ud til, at vi undgår regn og torden. Vi bevæger os i et godt tempo ned mod Refuge Albert 1. Ved ankomst omkring kl. 11.00 stopper vi for frokost. Omkring kl. 12.00 begiver vi os ud på en meget stejl nedstigning mod liften. Solen skinner nu, og sneen er blevet grødet og tung at gå på. Men da vi er på vej nedad, går det hurtigt, og vi når liften ca. kl. 14.00. Mens vi sidder i liften, trækker det op til lidt regn, men inden vi når ned til det sted, hvor vi parkerer, er vi ude af regnen.
Vi vender tilbage til Chamonix og når The Castle omkring kl. 14.30. Der venter kaffe og en portion kage på os. Efter kaffe og en kort samtale om vores oplevelser, er det tid til et tiltrængt varmt bad, da vi heller ikke denne gang havde haft mulighed for at bade. Dagen efter skal jeg rejse hjem igen.
Efterfølgende refleksioner
Efter min hjemkomst og efter at have bearbejdet mit "mental breakdown", er jeg blevet mere ivrig efter at komme af sted igen. Bjergene og udfordringerne er ikke færdige med mig, og jeg er heller ikke færdig med dem. Det er næsten som om, at følelsen af nederlaget har givet mig ekstra blod på tanden til at ‘det her godtager jeg ikke, jeg må prøve igen’.
Hvis jeg havde tænkt lidt mere over det, ville jeg have booket et par ekstra dage i Chamonix, inden jeg bestilte mine flybilletter. Chamonix-området er utroligt smukt og imponerende, og jeg ville gerne have brugt lidt tid på at udforske det nærmere. Oplevelsen af at rejse alene føltes slet ikke så mærkeligt eller ensomt, som jeg havde forestillet mig. Jeg har mødt så mange venlige mennesker på min rejse, både i lufthavne, i flyene, på restauranter, i butikker og ikke mindst med mine medkursister.
Jeg har fået mange gode oplevelser og så mange gode minder jeg kan tage med mig fra ture, om jeg vender tilbage for at forsøge mig med Mont Blanc igen, det ved jeg ikke, men en ting er helt sikkert, min opdagelsesrejse fortsætter så længe jeg kan.
Med hensyn til beklædning på turen, så blev jeg meget positivt overrasket over hvad merino uld kan og ikke kan eller gør. Alt det jeg har haft på af LOOWs produkter lugtede ikke, men mit fleece tøj, jakker, bukser, handsker og bh’er som er lavet i syntetisk stof lugtede fælt af sved..og jeg vil lige nævne, at den ene af mine LOOW bluse blev brugt på alle de dage jeg var på bjergene. Jeg er normalt en frossenpind, men jeg har på intet tidspunkt på turen haft det koldt eller for varmt, der hvor jeg har haft uld tæt på kroppen.
Næste eventyr starter 8. august, hvor der er afgang mod 19 dages ø-hop i Bali området. Der skal der udforskes lidt regnskov, telttur med overnatning på Rinjani bjerget, 3 dages bådtur, Komodo-island, snorkeling, riverrafting, køre ATV, afslapning og masser af sol.
Derudover har jeg mange andre spændende og udfordrende eventyr i tankerne. Måske et lille bjerg i Nepal, en tur til Grønland over indlandsisen, interrail i Europa, Kilimanjaro og Zanzibar, Caminoen med min mor, roadtrip i Australien og New Zealand og forhåbentlig mange flere.
