Den 5. februar 2024 gik starten på vores største eventyr dette år: at udforske Svalbards største ø på ski og med alt, hvad vi havde brug for af beklædning, proviant, brændstof og udstyr i de slæder, vi trækker efter os, der kaldes pulke. Undervejs havde vi tre depoter, så vi kunne fylde vores pulke med proviant og brændstof igen, og hjemmefra havde vi tegnet en rute og nøje undersøgt, hvilke gletschere vi sikkert kunne færdes på. Ruten var lavet med en del loops, som vi altid kunne skære af, hvis vi skulle blive forsinket. Det viste sig at være en god idé, da vejret i Arktis ikke tager hensyn til nogen.
Med en temperatur på -5, fygning, en god vind i ansigtet og et tusmørke forude klikkede vi vores støvler i skiene, pulkene i trækket, spændte slædehunden Bilbo foran og tændte vores pandelamper; nu var tiden kommet til at drage på eventyr.
Det var slutningen af mørketiden, men selvom solen endnu hang under horisonten hele døgnet, var der dog tusmørkelys midt på dagen, og for hver dag der gik, blev det korte lysrum større og større og bragte flere og flere af de karakteristiske røde, orange og lilla farver med sig.
Turen gik nordpå og op på de store gletschersystemer, hvor fjeldtoppene stikker frem under isen, det hvide landskab bølger sig som markerne hjemme i Danmark, og sprækkerne i en gletscherfront kan ses ude mod havisen. Her er fuldstændig øde, og på denne tid af året var vi de eneste levende væsener at finde i miles omkreds, og man følte sig pludselig meget lille og ubetydelig i den store, hvide verden af sne og is. Det er et råt miljø at færdes i; heroppe udfordrede en tung tåge ofte navigationen, mens kraftige vejrsystemer tvang os til at blive liggende og lytte til vindens rusken i teltdugen. De mørke morgener, hvor vinden hylede og sneen piskede mod teltet, gjorde det svært at komme ud af posen og tage beslutningen om at drage videre, men tanken om oplevelserne, der ventede udenfor teltet, overvandt lysten til at blive liggende i de varme dun.
På vej mod Spitsbergens højeste punkt, Newtontoppen, krøb solen frem fra sit vinterhi og badede det hvide landskab i sine varme stråler, inden den kort tid efter dykkede under horisonten igen. Herefter tiltog dagen med 20 minutter dagligt, og da vi i starten af marts nåede vores første depot i Pyramiden, var der allerede 8 timers dagslys. På dette tidspunkt havde vi været på farten i over en måned, og en del havde ændret sig i takt med at solen var kommet frem; landskabet så anderledes ud i sollys, teltrutinerne var nemmere, når man kunne se, og det blev lettere at stå op om morgenen, når man fornemmede lyset udenfor.
Med sig bragte solen også varme. Følelsen ved at mærke de varme stråler mod ansigtet og kroppen er svær at beskrive. Men pludselig var overskuddet større, smilet lidt bredere og energien lidt højere. Selvom temperaturerne var under minus 35, havde solen så meget kraft, at vores termometer viste plus 20, og vi kunne gå og trække pulkene kun iført uldundertrøje på overkroppen. De kolde temperaturer tager som regel altid helt klart vejr med sig, så da vi ramte den lille arktiske forskerby Ny Ålesund omkring påske, var det med en skyfri himmel, en udsigt over de sprækkede gletscherfronter, der flyder ned i fjorden, og en horisont, der fortsatte ud i evigheden.
I år har havisen omkring Svalbard ligget tungt og godt. Efter Ny Ålesund udnyttede vi derfor at kunne gå på vandet og være nede i havniveau, hvor dyrelivet sprudlede frem efter en lang og kold vinter. Omkring os lå sæler og solede sig, ryperne sad på de få snebare banker, og rensdyrene skrabede med deres gevir i sneen for at komme ned til den frosne tundra. På vores vej sydøstover fik vi nu også fornøjelsen af at gå med solen i ansigtet, og vores blege vinterhud fik hurtigt et præg af sommer. Vi samlede vores sidste depot op nær Sveagruva i midt april, og herfra var kursen stik syd mod Hornbreen, der år for år svinder ind og kæmper for at holde det sydlige Spitsbergen fast til resten af øen. Det lykkedes os dog ikke i denne omgang at komme ned og se, hvor lille gletsjeren er blevet; tøbruddet kom hurtigt, efter vi havde forladt Svea, hvorfor vi vendte om og satte kursen mod hjem.
Efter 90 dage i den arktiske ødemark, hvor vi kun har været os to og Bilbo, gik vi i mål samme sted, hvor vi startede. Denne gang i fuld sol, ingen vind og plusgrader. Sikke en tur! Og sikke en forandring vi har været vidne til: at se hvordan en barsk, kold og mørk arktisk vinter forvandles til et varmt og lyst forår sprudlende af liv og med solen oppe 24/7, er helt magisk. Det skiftende vejr, de mange udsving i temperaturerne, og sneen, der har så mange forskellige facetter, har udfordret os og vores motivation til det yderste. Men glæden, vi står tilbage med efter endt rejse, bevidner, at det har været sliddet værd.
Med de store udsving i vind og vejr har denne tur krævet den rigtige beklædning. Vi har ikke haft varme i teltet, og det har derfor været vigtigt ikke at svede ude på ruten, da vi ikke kunne tørre det fugtige tøj igen. Lag på lag-princippet med den rigtige sammensætning af uld og yderbeklædning har været vores go-to, når vi skulle arbejde foran pulkene, mens vi i lejren foretrak noget lækkert og tykkere uldundertøj, så vi kunne holde varmen, mens vi lå stille. Den rette beklædning har været med til at øge komforten på turen og sørget for, at vi er kommet sikkert hjem.
Vi har nu afsluttet vores tredje eventyr ud af fire dette år. Vi sidder i vores lille varme hybel i Longyearbyen med en kop kaffe og en ostemad og tænker tilbage på et eventyr, der har taget over et år at forberede og planlægge. Her sidder vi med en følelse af stolthed og glæde, samt en følelse af “var det bare det?”. Det er svært at forstå, at det nu er ovre - man kan forberede sig på meget, men det sværeste er at forberede sig på slutningen og når det hele er overstået. Heldigvis har vi fået en fantastisk oplevelse med utallige minder og glæder, som vi kan tage med os hjem. At opleve Arktis, som vi har nu, er noget helt særligt, og Svalbard vil altid være et sted, vi vender tilbage til i fremtiden.