Efter vores tur til Sverige, kan jeg endelig forstå folk, der lige har været på store eventyr, og hvordan de har svært ved at finde en elegant måde at opsummere alt hvad de lige har oplevet på. Hvor i alverden begynder mig? Hvad fremhæver man? Hvad er det overhovedet man sidder tilbage med?
Jeg kan starte med at nævne, at vi hurtigt opdagede hvor meget udstyr man egentlig skal have med på sådan en tur – og hvor lidt af det vi havde. Så fra én nybegynder til en anden: lån dig frem her i starten! Vi investerede begge to i en Fjällräven Kajka 65L og det er klart det bedste jeg har gjort for mit turliv. Det meste andet lånte vi os til: vandrestave, telt, camelbags, soveposer og liggeunderlag.
Vi endte med at pakke >alt< med til turen, og det var klart også her den største læring lå. Hvert ekstra gram er et kompromis med komforten af en let taske, og det er en balance man konstant skal lære at navigere.
Mine personlige favoritter på turen endte med at blive min zipneck, som jeg både vandrede og sov i, mine grønne HS-50 sokker der, på trods af flere dages vandring i silende regn, aldrig gav vabler, og ej at forglemme, min halsedisse, der både varmede ører og hoved, da vi ramte minusgrader på toppen af Kebnekaise, og som agerede natbriller, når solen bragede ind og oplyste telte kl. 0400.
Der er mange praktiske ting jeg kunne fortælle om turen: anbefalinger af myggespray, nævne hvor lidt dækning der er (som du fx bør nævne for din familie, der bare ved du er i Sverige og bestige bjerge, og ikke hører fra dig i 6 dage…), anbefalinger til typer af frysetørret mad og så videre og så videre. Men alt den slags virker så ligegyldigt, i forhold til de ting man får med retur af erfaringer med substans fra sådan en tur. Alle de indsigter man får, når man går 20-30 km hver dag med oppakning, og tankerne får lov til at mose sig helt ud i de støvede afkroge af dig selv.
Turen gav mig præcis det jeg havde håbet på, men i en helt anden indpakning.
Ganske rigtigt blev vi klogere på turlivet, og som dagene skred frem, blev det nærmest legende let at pakke telt sammen, forudsige regnvejr (og derfor pakke taske og sig selv godt ind inden det brød ud), og vores udfordringer med ’hvor lagde vi nu hvad i tasken’ blev gjort til skamme, da vi på de sidste dage havde et komplet indre overblik over hvor ethvert stykke udstyr eller tøj lå, og tasken var pakket, så det nødvendige var lettest tilgængeligt.
Det var SÅ sejt at opleve, hvor hurtigt man tilpassede sig ’sit nye liv’.
Det jeg havde frygtet allermest før vi tog afsted (om jeg kunne gå på toilet i naturen) viste sig slet ikke at være et problem – på trods af, at Sverige nogle gange var utrolig fladt, og man skulle gå langt for at finde en passende sten at sætte sig bag ved.
For det første, var der bl.a. opsat toilet-telte i de camp sites vi skulle passere nogle af dagene, og for det andet, har man ikke noget valg, når man spiser frysetørret mad 3-4x om dagen. Det giver ordsproget ’når man skal, så skal man’ en helt anden betydning, og efterhånden bliver det også bare en opgave man løser, for at komme videre i dagens tekst.
Det endte med, som med så mange andre ting, at vise sig slet ikke at være så slemt, som jeg havde kørt det op til i mit hoved.
Det er derfor med både dén oplevelse, 130 kilometer i benene med oppakning, endnu et besteget bjerg på ”been there, done that”-listen, at jeg vender retur til civilisationen. Om jeg er blevet hooked på flerdages-ture er stadig uvist for mig, men jeg føler mig langt bedre udrustet til mit næste eventyr. Jeg ved hvad jeg kan forvente, hvad jeg bør have styr på og hvad jeg kan klare – og det er altid en fucking fantastisk følelse at have.
