Forfatter og podcastvært Bjørn Harvig har været verden rundt til fods og på cykel og altid med en forkærlighed for det uforudsigelige. Han rejser helst uden en fast plan, så tilfældighederne kan åbne døren til de små magiske øjeblikke, der gør enhver rejse mindeværdig. Denne fortælling er ingen undtagelse. Den giver et indblik i de uforudsete eventyr fra en ”Danmarksekspedition” med hans to børn, Bille og Vibe. Sammen oplevede de glæden ved at give sig hen til det ukendte og lade nysgerrigheden vise vej.
”Hvor skal I egentlig sove i nat?”, spørger den flinke og nysgerrige mand. Vi sidder på en bænk under et stort træ. Øst for Herning. Tæt på heden. Vi strækker vores trætte ben og drikker saftevand. På gårdspladsen bag os står en stor, hvid bygning, der må være den gamle bondegårdsbolig.
Vi pakker lidt frokost ud af cykelposerne, og snart kommer der flere folk ud af bygningen. En forklarer, at vi er velkomne til at tage en pause, men lader os vide, at bondegården fungerer som et bosted for folk, der har det svært, og har brug for omsorg.
Han henter kiks og saft til os. Snart kommer en beboer ud med kolde sodavand. ”Hvor er I på vej hen, og hvor har I tænkt jer at overnatte?”, spørger han.
”Vi finder ud af det undervejs”, svarer Bille. Han er 12 år og en rutineret verdenscyklist sin unge alder taget i betragtning. Som 8-årig cyklede han fra Danmark til Finland. Som 9-årig trampede han tre måneder gennem Portugal og Spanien. Året efter var vi flere uger på kryds og tværs over Alperne.
Lillesøster, Vibe på 9 år, supplerer: ”Når vi ikke orker at cykle mere, så slår vi bare teltet op, eller finder et shelter. Helst tæt på en sø, så kan vi aftenbade”. Det er hendes første cykelekspedition, hvor hun cykler selv. På de andre ture har hun som ekspeditionschef siddet forrest på min ladcykel – med overblik over dagens rute og slik til de andre ekspeditionsmedlemmer.
Manden er imponeret. Han synes ungerne er seje, og ønsker os held og lykke.
Jeg har taget mine seje unger ud på, hvad vi kalder for Danmark Ekspeditionen 2024. Planen er, at vi vil cykle fra Vesterhavet og hjem til København. Tværs over landet. Over Samsø, hvor mor skal møde os, for hun er hjemme på arbejde.
Men planen er i virkeligheden, at vi ikke har den store plan, andet end at cykle fra vest til øst. Vi lægger ruten hver morgen afhængig af, hvornår vi vågner, og hvordan vejret arter sig. Etapen former sig efter, hvad der sker undervejs. Vi hylder friheden, det uplanlagte, og lader tilfældighederne spille ind. Vi finder shelters på appen hen ad eftermiddagen. Har lidt mad i cykeltaskerne. Rigeligt med slik og et par kortspil til vores store, on-going konkurrence.
Det er essensen af vores lille rejse. At vi ikke vil være bundet til planer eller kalender. For vores erfaring siger os, at det ofte er der, hvor magien opstår.
En dag eller to senere ramte vi Vrads. Jo, jeg har hørt om den smukke gamle stationsby. Jo, jeg burde da have kørt efter netop den perle. Men det gjorde vi ikke. Vi var alle trætte. Lidt småknotne, endda. Og jeg overvejede, om vi snart skulle stoppe.
Vibe spurgte, om jeg ikke lige kunne lægge hånden på hendes skulder, så hun kunne få lidt mere kraft i pedalerne. Vi knoklede os gennem det bakkede landskab, da vi pludselig så et skilt til Vrads. Lå byen her? Jeg anede det ikke. ”Unger, jeg giver en is på toppen af bakken”, råbte jeg, og så gik der endnu en bjergspurgt i gang.
Snart trillede vi ind foran den – viste det sig – ikoniske købmand og cafe i Vrads. Vi købte kaffe og is. Eftermiddagssolen kiggede frem. Humøret steg. To ældre kvinder gav os verdens bedste tip til den videre rute: Vi anede ikke, at vi kunne cykle oven på det gamle jernbanespor!
Resten af dagen blev fabelagtig. Ingen trafik. Kun smukke views ud over det bakkede landskab – og børnene cyklede med armene i vejret.
Dagen efter stod vi for foden af stentårnet på Himmelbjerget. Tænk, at vi var cyklet helt herop. Under os snoede Gudenåen sig. I morgen ville vi hoppe på flodprammen til Ry. Grusstien ned mod vandet snoede sig som en stejl bjergvej ned mod vandet. Vibe og jeg havde fundet et muligt spot for natten. ”Lad os bare prøve, far”, sagde hun.
Mens vi spejdede ud over det smukke landskab og Silkeborg i det fjerne, udbrød Bille: “Danmark har godt nok oppet sig!”. Vibe og jeg kunne kun give ham ret.
Bjørn Harvig er tidligere formand for Eventyrernes Klub, og har skrevet en lang række rejsebøger, senest UKENDT LAND – den yderste grænse og VELO – De danske verdenscyklister. Bjørn er desuden vært på Nationalmuseets podcast Den Yderste Grænse, der omhandler ekspeditioner og opdagelsesrejser.
