Sejlende Alpinklatrings-ekspedition på Østgrønland

Jeg, Tobias Trock-Jansen, fungerer som planlægger og koordinator for en spændende bjergbestigningsekspedition til Grønlands østkyst denne sommer med min sejlbåd, Zula. Sammen med en gruppe på i alt 7 dygtige alpinister fra forskellige dele af Europa har vi sat os for at kortlægge og udforske det uudnyttede potentiale for alpinisme i området omkring Tasiilaq.

Østgrønland, med sin ekstreme ødemark og isolation, har kun næsten været besøgt af professionelle ekspeditioner, derfor ligger der sandsynligvis utrolig mange ubesteget og urørte ruter og fjelde på kysten, som bare venter på at blive fundet. I modsætning til de mest populære bjergbestigning steder, er der ingen guidebøger eller tidligere erfaringer, som vi kan trække på, og derfor repræsenterer vores ekspedition en klassisk opdagelsesrejse.

Vi er ekstremt draget af at kunne udføre en ekspedition på klassisk maner. Der er noget virkelig fedt og spændende ved at kunne planlægge og udføre en ekspedition hvor man er fuldstændig selvforsynende. Ved at bruge en sejlbåd som udgangspunkt har vi transportmiddel der kan bringe os til områder ellers kun tilgængelig med helikopter eller skib, vi kan opbevare og medbringe rigeligt grej og proviant i op til en måned, og vi har hvad der svarer til et hyggelig behageligt flydende vildmarks hytte som vi kan rejse rundt i.

Isafjordur NV Island - Dagen før afrejse

Det er sidste dag før vores planlagte afrejse, og stemningen her er ikke hektisk, men mere som "organiseret kaos". Der er en hel masse opgaver, der skal klares i dag, inden vi begiver os ud på vores rejse. Først skal vi krydse Danmarksstrædet og derefter navigere gennem isen, inden vi når den østgrønlandske kyst.

At indkøbe mad til syv personer i 30 dage kræver omhyggelig planlægning for at undgå, at vi ender med at spise brød og drikke vand de sidste dage. Jeg bør egentlig ikke klage, når jeg tænker på, hvordan tidligere ekspeditionsfolk skulle forberede sig til over et års forsyninger, hvis de blev frosset inde og måtte overvintre langs kysten. Dengang var risikoen for at fryse inde enorm, og hvis man skulle nå at udføre noget ved kysten med de vejr- og isforhold, der var dengang, krævede det måske en ufrivillig overvintring i isen. Nutidens højniveau af information om vejr og isforhold omkring vores ekspeditionsområde gør det mildt sagt meget nemmere at sejle i Arktis i forhold til tidligere polarhelte. Men alligevel er der mange ting, der kan gå galt på vores tur, og selv i dag er Østgrønland et farligt og nådesløst område, hvis man ikke er godt forberedt.

Isafjordur - Afrejsedagen

I dag hentede jeg vores fire våben fra det lokale politi her i Isafjordur, gav besætningen den endelige sikkerhedsbriefing, købte den sidste mad til den næste måned, og nu er alle otte af os ombord klar til den rejse, vi har forberedt os på i så lang tid. Våbnene er nødvendige, da vi altid skal være i stand til at beskytte os mod isbjørne. Vi planlægger at opdele os i fire grupper, og hver gruppe skal have et våben med sig.

Afrejsen fra Vestfjordene i Island startede med stille hav og motorsejlads ud i Nordatlanten. Vi måtte langt væk fra kysten mod vest, før vi fandt vind, men da vi først fik det, var det voldsomt. Vi oplevede vindstyrker på 13 meter pr. sekund fra nord, surfede sydpå med høj fart og mærkede de store og kraftige dønninger i Danmarksstrædet. Det var en fantastisk følelse at surfe ned ad så store og ensartede bølger i Nordatlanten. Skibet var tungt læsset med forsyninger, 500 kg klatreudstyr, 600 liter brændstof, for nu skulle vi være selvforplejende i en måned i et af verdens mest udfordrende kystområder. En fantastisk følelse.

Danmarksstrædet - En søsyg besætning

Stemningen ombord påvirkes af, at kun halvdelen af den otte mand store besætning tidligere har sejlet. Nogle er søsyge, en enkelt person har ikke forladt sin køje i tre dage, men for nogle af os er det skønt endelig at være startet på turen og være ude på havet.

Grønlandspumpen - Landkending og is-navigation

Om morgenen, 180 km fra kysten, opdagede vi de østgrønlandske tinder. Havet havde lagt sig, som det ofte gør i den vestlige del af Danmarksstrædet på denne tid af året. Det var behagelig sejlads, og solskin fik de fleste af os til at komme op på dækket for at nyde solens energi efter tre dages fugtig og gyngende tilværelse. Ved kl. 20 faldt temperaturen, og vi sejlede ind i den tykke tåge, som skærmede os og indikerede, at vi snart ville støde på havis. Dette er min yndlings- og mest spændende del af ethvert Grønlandstogt, men også den farligste.

Vi begyndte at manøvrere gennem labyrinten af isskosser og isbjerge. Tågen skabte en vis mystik med frisk luft og temperatur omkring frysepunktet. Med kun 30 meters sigtbarhed havde vi tre besætningsmedlemmer på vagt ad gangen for at undgå kollision med selv små isskosser. De farligste var dannet af gammel, sort is, der lå dybt i vandet og var svær at opdage. En iskortanalyse fra DMI viste tæt gletcheris omkring Storø, Nordfjord og helt op til vores første mål på ekspeditionen, hvor vi skulle aflevere de tyske professionelle klatrere ved deres base-camp.

Kl. 03 forlod vi den tætte tåge og blev mødt af et majestætisk udsyn over muligvis det vildeste alpint terræn, som Grønland har at byde på. Vi var kommet så langt ind i fjorden, at vi næsten var omgivet af alpine fjeldmassiver i 300 graders retning. Nogen nævnte det som "Arktisk Jurassic Park".

Drop-off af første klatrehold

Vores første mål på denne tur har været at transportere de to tyske professionelle klatrere, Martin Festil og Felix Bub, til Mythics Cirque-området. De tilhører en ny generation af ekstreme sportsudøvere, der ønsker at ændre den lange tradition med at flyve verden rundt flere gange om året for at gennemføre ekspeditioner. Martin og Felix har ikke fløjet i flere år og har besluttet, at de stadig kan udføre store ekspeditioner rundt om i verden uden at efterlade et væsentligt klimaaftryk. Derfor udgør en stor del af denne sommerens ekspedition at bringe klatreduoen til deres base-camp. Her vil de bruge 3,5 uger på at prøve kræfter med "big walls", som nogle af verdens bedste alpinklatrere også har gjort de seneste år. En film om deres tur udkommer i 2024.

Herfra er vi syv deltagere på båden, der skal udforske sydøstkysten for alpinklatringsmuligheder. Østgrønland er kendt for sin dårlige stenkvalitet, men vi har hørt, at der er særlige områder med solid klippe, som enhver alpinist drømmer om. I modsætning til Alperne og Nordamerika, hvor der er masser af information om klatreruter, er kutymen her i Østgrønland, at man ikke afslører for meget om sine ruter. Hvis man vil klatre på Østgrønland, skal man selv finde vej og lægge det hårde arbejde i det. Dette er også vores formål med turen.

Big-wall-dagen

Det er nu ni dage siden, vi først nåede kysten. Vi har foretaget utallige vandreture og haft tre forsøg på at nå toppen, uden held, indtil i går. Det var en utrolig vild dag.

Hans og jeg havde dagen forinden skramlet og klatret langs en bjergryg og fundet den optimale top. Fra vores drone kunne vi se en stor væg med klare klatreruter på sydsiden af massivet. Da vi allerede havde været på toppen, vidste vi, at vi kunne komme ned uden at rappelle, hvilket er farligt og dyrt, da man skal efterlade meget udstyr.

Vi endte med at klatre på væggen i over 17 timer og gennemføre flere meget udfordrende tovlængder. Det var en helt ny måde at klatre på for os. Det faktum, at vi ikke havde nogen information om fjeldet eller ruten, fik os til at føle os som pionerer. Det mindede os om, hvordan det må have været at klatre i Alperne for 50 år siden. Vores største frygt var, at sværhedsgraden ville stige markant lige under toppen, og vi ville sidde fast på væggen. Det er en spændende og lidt uhyggelig fornemmelse at være så ”committed” til en væg hvor man ved at den eneste rigtige vej væk herfra er at klatre opad. Efter 17 timers klatring, hvor Hans ledte de mest udfordrende ruter, nåede vi udmattede toppen nogle timer efter midnat. Det var et fantastisk eventyr og præcis det, vi havde drømt om.

Udstyrsvalg for denne ekspedition

Små erfaringer og tips fra andre, der har været på lignende ekspeditioner, kan gøre hverdagen på en tur som denne mere praktisk og behagelig. For os var erfaringen med, at merinould er det ultimative tøjvalg på lange ekspeditioner, afgørende. Når man skal tilbringe en måned i vildmarken uden adgang til vaskefaciliteter, betyder det utrolig meget at have undertøj, der ikke lugter og føles klamt, selv efter flere dages brug. Praktisk set har forskellen været markant – vi har ikke lugtet ubehageligt og har ikke behov for at bruge timer på at vaske tøj. De fleste deltagere på ekspeditionen brugte LOOW, og mod slutningen af turen var vi alle enige om, at vi ikke kunne forestille os at gå tilbage til andet end LOOWs merinould.

Billede: Hans Frederik Greve Lehmann

Tilbage til Island

Højdepunktet for mig på denne ekspedition var mod slutningen, da vi fandt en smuk, beskyttet bugt i en smal fjord længere mod nord end vores oprindelige planlagte sejlrute. Det er mærkeligt, hvor hurtigt man vænner sig til det storslåede og dramatiske landskab, men det gør man. Fra bugten kunne vi tage på vandreture i grønt og let kuperet terræn og hvile os lidt efter anstrengelserne med fjeldtopforsøgene. Nogle dage senere hentede vi Martin og Felix efter deres næsten fire uger i vildmarken, hvorefter vi kunne sætte kursen tilbage mod Island. Det var en fantastisk følelse at have gennemført et eventyr som dette langs en af verdens mest udfordrende kyststrækninger uden at være afhængige af andre end os selv At bruge en båd både som transportmiddel og base-camp giver ikke alene en mestringsfølelse, men også mening fra et miljømæssigt perspektiv.